onsdag den 29. juni 2016

Sommerferie!!!!!

 
SÅ nu er det nu, - der er dømt sommerferie fra og med i dag.  
Hvor har jeg set frem til ferie, og hvor har jeg allerede lavet mange skønne planer for den.
- Sommerhusplaner, besøge venindeplaner, lave hus planer, rejseplaner... - mange planer, men på den fede måde
 
I aften tog drengene og jeg en tur hjem til bedstemor og bedstefar, for de har nemlig også planer, rejseplaner som starter lige om lidt og varer de næste mange uger frem.
Det er mærkeligt og en smule barnagtigt, men jeg bliver altid lidt vemodig, når det er tid for at tage afsked inden familiemedlemmer drager af sted mod forskellige feriemål. Selvfølgelig er det dejligt, at vi hver især skal ud og opleve og se en masse, for derefter igen at samles og kunne dele, men at det også er lidt vemodighed, kan jeg ikke sige mig fri for...
 
 
 
Vi nød aftenen med tur i haven. Min mor har fået nye høns, og se dem kan jeg li. De er pæne, har ikke hakket hinanden skaldede i nakken (endnu),. Så hvis hun drister sig til at spørge mig, så tror jeg godt, at jeg vil passe dem. Min hønsefobi er måske nu reduceret til kun at gælde de grimme og ulækre høns. Arthur fik hoppet meget og Viktor lidt mindre på trampolinen. Vi var også en tur ved søen, hvor resultatet af flere års strøning af gule irisfrø og plantning af åkander, nu kan nydes. Også kattekillingerne blev nydt. Og jeg fik plukket græs, fordi de lige nu er allersmukkest, at min høfeber så brød ud i lys lue kort tid efter, er en anden snak, og når jeg kigger på buketten der nu er arrangeret i stuevinduet, tænker jeg, at det er det værd.

 
Og så var drengene og jeg en tur i køkkenhaven.
I morgen får vi gæster, og de skal have rabarberkage. Nu hvor jeg har brugt samtlige af mine egne rabarber, er det altså godt, at min mor har en stor køkkenhave, hvor jeg fik lov at skære.
Også hvidløgsblomster og mynte kom med hjem. Køkkenhavebesøget bød også på spisning af årets første hindbær, og ikke mindst duften af morgenfruer, en duft, der for mig er lig sommer og ferie.
 

Jeg overlod for en stund kameraet til Viktor og Arthur - det blev der en hel billedserie ud af.
Faktisk synes jeg, at de to drenge har gjort det ret så godt med kameraet. Indrømmet, billedserien med den halvkvaste coladåse, som de så også valgte at tage utallige billeder af, har jeg dog valgt ikke at forevige her.
 

Drengene var noget trætte af, at ærterne endnu ikke var klar... Vi forsøgte, at spise lidt ærteskud i stedet, men Viktor konstaterede ret hurtigt, at det var en ringe erstatning. Så når bedstemor og bedstefar kommer hjem fra ferie, kender jeg to drenge, der vil sætte pris på, om ærtebedet bugner.

 

mandag den 27. juni 2016

MØR .... - og med udsigt til fodbold - igen!

Det er mandag aften - jeg er mør, har placeret mig på sofaen og kunne lige bruge noget hyggeligt i TV. Men der er fodbold - igen - Island spiller mod England. Det der fodbold rager mig, ... da jeg forleden i en henkastet bemærkning, og måske i et spinkelt forsøg på bare at være lidt med, fik spurgt til om spillerne i de hvide og grønne bluser var fra Nigeria, fik jeg ikke ros. Okay, jeg indrømmer, VM - EM - ... det rager mig en høstblomst.
At det er historisk, at Island fører over England, det rager mig... (UNDSKYLD) så jeg tømmer lige kameraet for billeder, det er ikke mange, der er knipset - trods Skt. Hans, besøg af en vidunderlig lille dame, kattekillingenus, en dejlig overraskelse (herom ved en senere lejlighed), sommerferieafslutning på skolen, maling af huset...
 

Torsdag aften var vi, traditionen tro, til Skt. Hans hos mine forældre. Det var en hyggelig aften med forældre, søster, svigerinde og min mormor. Vi grillede, drengene spillede fodbold, jeg tilbragte store dele af aftenen i fyrrummet og i værkstedet sammen med kattekillingerne. De kattekillinger gør mig fuldstændig blød om hjertet, og sender tanker og sansninger på langfart tilbage til mormor og morfars hus i Gullestrup. Tilbage til skabet i bryggerset hvor "mormis" ofte gemte killingerne i den nederste del. Det var lykke at stikke næsen ned i den bløde pels, stryge hånden over den lille levende bylt, og præcis den lykkefølelse rammer mig stadig.
Aftenen bød også på en tur til søen med min mormor... Vi snakkede om en tid, der var engang, det er den tid, det fungerer bedst for mormor at tale om - vi talte om, at det var hende, der lærte mig at kaste med bolde op af en mur, og så skete det forunderlige, min mormor ville prøve det igen. Vi fandt to tennisbolde, og så gik hun, min 86-årige mormor, i gang med at jonglere... - Vildt imponerede, hun kunne faktisk stadig, det ligesom ligger i hænderne på hende. Nu skal vi have købt nye bolde, og måske hun så kan med tre!!! - Det kunne hun engang, og endda også med fire!!!!   



Lørdag havde vi et dejligt lyserødt indslag i vores verden. Vi passede vore gode venners skønne Sofia. Hvor var det hyggeligt. Den lille lyserøde prinsesse og hendes dukke tussede omkring - vi fik sunget børnesange, nusset og pustet sæbebobler, og det blev ret så tomt, da hendes mor og far hentede hende hjem igen. Bare hun snart kommer igen, man kan godt blive lidt afhængig af sådan en lyserød verden.


I går malede vi hus - i 12 stive timer, stod jeg højt til vejrs på en lift og malede husets to gavle. Vildt var det i starten at betjene den, men som dagen skred frem, blev jeg ganske habil, og høstede endda anerkendende ros fra naboen. Da jeg i aftes var færdig, sejlede jeg rundt, dels af søsygefornemmelse efter rystelserne i liftens kurv og dels af træthed. I dag er der vist ikke et eneste sted i eller på min krop, hvor jeg ikke er øm, tænk sig ... hvordan kan det dog være så hårdt at male et hus? Resultatet af vores anstrengelser skal nok blive godt, når vi er færdige, men der er fortsat lang, som i rigtig lang vej, før vi er rundt om hele huset. Men i dag regner det, heldigvis, så ingen maling af hus, og jeg har, som skrevet, plantet mig på sofaen med udsigt til en historisk fodboldsejr til Island. - Faktisk er, efter min overbevisning, udsigten til billedvæggen langt skønnere, nu hvor jeg har fået udfyldt det sidste hul i collagen. (Uuuhhhh, jeg skriver med usynligt blæk, for det er vist ikke populært at skrive sådan?)

torsdag den 16. juni 2016

Og nu sidder jeg her så igen ... lidt for træt

Det lykkedes mig at få dem af  - altså gummistøvlerne. Noget over midnat tog jeg kampen op, men det blev, præcis som jeg forudså det, et as og mas af en anden verden, og det resulterede i den vildeste krampe i lægmusklen ... Måske fordi jeg viste, det ville blive en led omgang, blev jeg siddende alt alt for længe ude. Det har så bidt mig i måsen det meste af dagen, for jeg hængt i bremsen ... lidt for træt til de mange gøremål dagen har budt.
Og nu sidder jeg her så igen... lidt for træt, i haven under halvtaget med the, stearinlys i fuglesang og tusmørke - lidt for træt til at skrive, lidt for træt at tage mig sammen til at gå i seng. Gummistøvlerne har karantæne på fortrappen, jeg har skulet ondt til dem et par gange i dag, aldrig mere de gummistøvler med bare ben og fødder.

De første og måske derfor også bedste jordbær er plukket i haven.


Lidt for træt til at skrive, lidt for træt ...


onsdag den 15. juni 2016

Bare lige lidt endnu....





Hvor var det kærkomment, altså vandet der i dag væltede ned i sådant omfang, at kloakkerne dårligt kunne følge med. Da vejrguderne lukkede ned for sluserne, efterlod de verden mild og frisk. Aftenen har været fuldstændig magisk, træer og buske drypper stadig, men ellers er der meget stille herude på landet.
Aftenen er sjælden, den dufter af mild sommerregn, af blomstrende klatrehotensia og lyset minder mig om, at det meget snart er Skt. Hans - OG, at sommerferien venter lige om lidt. Det er da til at blive helt høj af.

Jeg nyder det - er stille i alt det stille, men har mange gøremål. De sidste chilier er plantet og verbena lige så. Første grønne peber er plukket, og der er vandet i drivhuset. Og så er jeg i gang med at klargøre huset til den helt store overhaling, for det skal males, det trænger - virkelig, men at skulle fravriste de klatrende stængler af klematis, hotensia, blåregn og efeu fra husmurene føles ikke så godt. Jeg holder meget af et grønt hus, og tra lalala ... jeg  kan slet ikke høre, når nogle fortæller mig, at mure og træværk ikke deler min udelte begejstring.





Har netop tjekket kameraets billeder, jeg ser farlig ud, bare ben i gummistøvlerne - lige nu gruer jeg for, når støvlerne skal fravristes benene, da der nu har dannet et tætsluttet vakum mellem halvvåde ben og varme gummistøvler, pokkers - at jeg aldrig kan tage ved lære, for hvor mange gange er det ikke lige, at de støvler har siddet så godt fast, at det nærmest har været så godt som umuligt at få dem af uden vold. Kjolen, den er ikke eget til havebrug og faktisk heller ikke strikketrøjen - ærligt, det ser farligt ud, men pyt, det er jo netop derfor, jeg har bosat mig herude, hvor kragerne vender.





Det er sengetid, men jeg trækker den, bare lige lidt endnu - nyder de gode lyde, stearinlys på havebordet og duften af årets første vilde roser i vasen, og the - nå ja, og så er der jo heller ingen grund til at forhaste sig med at tage de støvler af, det kommer til at gøre nas, så jeg venter - bare lige lidt endnu - og suger grådigt dagens sidste indtryk til mig. 

mandag den 13. juni 2016

Skagen



Weekenden er tilbragt i skønne Skagen med skønne Louise.

Jeg har, siden jeg var barn og var på sommerferie i Skagen første gang, haft en særlig passion for netop det sted. Jeg betages af naturen, stemningen, farverne - men allermest af historierne tilbage fra 1880'erne og frem til ca. 1910, hvor Skagens malerne havde deres storhedstid på Skagen.
Interessen for den tid har resulteret i utallige besøg på museerne, trofast deltager ved Folkeuniversitetets foredrag om Det Moderne Gennembruds malere og en bugnende bogreol med vældig mange titler om netop dette emne. Men jeg er så langt fra færdig med at indsamle viden, og netop dette besøg på Skagen havde jeg set meget frem til. Selvfølgelig fordi, jeg skulle hygge mig sammen med Louise, men også fordi vi skulle se Skagen museum første gang efter ombygningen.
 

- Jeg blev ikke skuffet, langt fra ... - og at vi var så heldige, at komme i samtale med en af museets medarbejdere, som gav sig ualmindelig god tid til at dele ud af sin viden, gjorde om muligt vores besøg på museet endnu bedre. Særligt udstillingen "Ophængt" som kan ses i arkitekten Plesner gamle museumsbygning var ganske imponerende og vild spændende. Et væld af museets egen samling af malerier er ophængt side og side fra gulv til loft... det er ganske overvældende, men intet mindre end fantastisk, og for mig er oplevelsen af de enkelte malerier helt ny, da de nu alle bliver en del af noget større. Inspirationen til denne måde at vise malerierne frem, kommer fra slutningen af 1800 tallet, hvor man i salonerne ved kunstudstillingerne netop udstillede på denne måde for at have mest muligt på væggene. Igennem udstillingssalene bliver der sat fokus på nogle af de begivenheder og personer, som var med til at skabe og forme kunstnerkolonien i Skagen.
Ophængningen starter med fokus på Ane Brøndum, Anna Anchers mor, som åbnede sit gæstgiveri Brøndums for de tilrejsende kunstnere og slutter med fokus på Holger Drachmanns død d. 14. januar 1908.
 
Efter mange timer på museet, en tur i museets butik og to bøger rigere gik vi videre over gaden til Anchers hus. Jeg har været i huset mange gange, og stedet er fantastisk - mest af alt fordi jeg som besøgende stadig, næsten 100 år efter Anna Anchers død, kan fornemme husets ånd.
Vi havde mange planer, så Drachmann hus, skulle vi også se .. desværre havde vi forregnet os på tiden, så stedet lukkede netop, som vi entrerede den gamle havelåge. Den søde dame, som passede huset, forbarmede sig over os, og vi blev trods tidspunktet lukket ind. Også det hus er en god oplevelse, fordi man også her virkelig fornemmer, at husets Drachmann engang levede liv her. For to år siden var jeg på lejrskole med min daværende klasse i Skagen. Dengang havde jeg arrangeret en aftenåbning i Drachmanns hus, hvor organisten fra Skagen kirke kom og spillede på Drachmanns gamle klaver, så jeg sammen med min klasse kunne synge Drachmanns sange. Det var en vældig sjov oplevelse, ikke noget man havde prøvet før, og langt fra kønt. Organisten og museets daværende leder mente dog begge, at Drachmann ville have holdt af initiativet, så måske jeg gentager dette med min nuværende klasse - måske...

 

 
 

 
 
Et kik ud i haven fra Annas atelier
 

 
Også kirkegården med kunstnernes gravsteder, Tuxens villa og Krøyers hus i plantagen fik vi set.
Derefter tog vi en tur ud på Grenen, hvor vi blev blæst godt i gennem, inden vi tog på havnen og spiste rødspætter.
 


En noget så dejlig weekend med skønne oplevelser - og trods mange besøg og en efterhånden ret stor viden om Skagens malerne, fik jeg alligevel en masse ny viden med hjem.
Jeg må blankt erkende, at det ikke er mange billeder, jeg har fået taget på vores tur. Sommetider er det vigtigt bare at være til stede uden at klipsende kamera, og sådan var det denne gang.