søndag den 18. september 2016

Flere timer i døgnet - "ja tak"

En fortravlet men fantastisk dejlig sensommeruge synger på sidste vers  
Der er så meget, jeg så frygtelig gerne vil nå - naturen bugner lige nu med bær, frugt og grøntsager og jeg vil så gerne nå at have meget af sensommeren på glas, så jeg har haft travlt i køkkenet. Også på arbejdet har jeg meget om ørerne, og så er aftenener fyldt godt op med masser af hyggelige arrangementer... alt sammen skønt...

 


Jeg plukker brombær, næsten hver eneste dag, for der er rigtig mange af dem i år. Og jeg elsker brombær - i alle afskygninger - syltetøj, eddike og sirup...



Selvom det har været en uge med mange gøremål i kalenderen, har vi selvfølgelig taget os tid til at nyde det gode vejr. Tirsdag aften mens Allan tog sig af forældremøde, og Arthur var til spring, delte Viktor og jeg en af vores fælles madpassioner - sushi. Så vi kørte en tur i mosen og nød sol, sensommerdufte og spiste sushi.




Bedste har været på besøg, og vi har sådan hygget os. Drukket kaffe, spist hjemmebag, lavet kreaprojekter og set film... - og vi har drukket portvin. Tænk, nu er hun 90 år, og hun er stadig frisk mellem ørerne, kreativ og dygtig som få - og så er hun stædig, det sidste har hun meget brug for, for hendes krop er slidt. Hun har lige fået ny hofte, men ryggen og knæene driller, og det begrænser hende, hvilket bestemt ikke passer til hendes temperament. Jeg nyder, at hun fortsat elsker at komme på besøg og, at vi sammen kan hygge os med ting, der gør os begge glade.




Jeg har været i drivhuset, hvor de sidste chilier, tomater og næsten de sidste små klementiner er plukket. Klementinerne er sure som citroner, og faktisk har jeg i længere tid overvejet, hvad jeg skulle stille op med dem, hvis de ikke skulle ryge i komposten.
Det blev et halvmodigt forsøg, da jeg rev skallen og puttede den syrlige saft ned i brombærmarmeladen, men det virker. Og faktisk synes jeg at saften i marmeladen er endnu bedre en citron, for det er som om, der er små fine noter af appelsin i marmeladen, så måske de små sure bæster alligevel havde sin berettigelse. I hvert fald er jeg vældig godt tilfreds med mit påhit.



Naboens kat Nimbus på besøg.
Uha, som jeg da synes, han er sød. Desværre synes han ikke ubetinget at dele min hengivenhed. Et smaskfornærmet og hovent kattefjæs, samt en viftende trodsig hale er hans hilsen, når han entrerer havegangen.



Og så har vi også plukket hyben. Næstefter brombærmarmelade, nå ja - og måske også lige hindbærmarmelade så kommer hyben, det er sikkert. Hyben er nogle små djævelskaber af rengøre, men kløpulver og ørentviste i hobetal vælger jeg at ignorere, når jeg møjsommeligt rengør hybenbuskens frugter. 


Bedsteolde har været på besøg - sammen med drengene lavede vi stempler af mosgummi. Jeg har en plan om, at jeg i min billedkunstundervisning skal lave noget lignende sammen med mine elever. Så det er en rigtig god ide selv at have prøvet det af, inden jeg kaster børnene ud i projektet.



Krydderurter, chilier, hvidløg og tomater har simret i gryden det meste af dagen. Nu er det kogt sammen til en puré, vi her i huset ynder at kalde djævlechili. Det er en fornøjelse at have store mængder af djævlechili på lager, når vinteren byder på sammenkogte retter og simremad.


I dag tog vi kage - og farfar og farmor med en tur til Skovsnogen. Det blev til hyggelige eftermiddagstimer i skoven med gåtur mellem de mange skulpturer og installationer. Det er altså dejligt med sådan et fint sted inden for overskuelig kørsel herfra




Den fine skulptur af grene oven for, er jeg nødt til at kopiere. Sådan en ønsker jeg mig rigtig meget nede mellem træerne i min lille skov. Bare der dog var flere timer i døgnet til alle de hittepåting, der hele tiden dukker op i min hoved.




I morgen starter en ny uge... - og denne er ingen undtagelse. Kalenderen bugner med aftaler, men jeg går på med krum hals, for der venter så mange dejlige oplevelser.

tirsdag den 6. september 2016

En uge der gik...


Endnu en uge er brugt, men den er godt brugt .... - mange dejlige gøremål har optaget dagene.
Men torsdag aften var jeg træt og trist. Viktor og jeg var alene hjemme, da Allan og Arthur var til fodbold. Min mor ringede og inviterede til plukning af blommer i haven, men energien var ikke umiddelbart til andet en sofa og stilletid med Viktor. Heldigvis fik min mor mig overbevist om, at en tur på landet ville gøre mig godt. Jeg tog imod og blev forkælet med aftensmad, gåtur i haven og ved søen... plukning af brombær ved søen, æbler og blommer i frugthaven, geoginer, squash og ærter i køkkenhaven og tomater i drivhuset. Jeg fik knus og omsorg - jeg kan ikke helt sætte ord på, hvorfor jeg havde brug for det, men godt det var det i hvert fald. Så Viktor og jeg vendte hjem med bagagerummet fyldt til bristepunktet med frugt og grønt - og energibarometeret var opfyldt af taknemmelighed og glæde over, at det fortsat føles godt og rigtigt i en alder af 43 at kunne vende hjem til forældre og lige få lov til at blive passet lidt ekstra på.


Lige netop nu er naturen meget gavmild med frugt og bær, så jeg sylter og putter på glas. Vi har lavet urtesalt, brombærmarmelade og blommesaft. Viktor hjælper gerne til i køkkenet, hvor en af hans absolut yndlingsbeskæftigelser er presning af juice, som han serverer ved aftensmaden.


Viktor hjælper bedstemor med at plukke geoginer -


mens jeg plukker vilde brombær. Brombærmarmelade er noget af det bedste, jeg ved. Så de utallige rifter jeg har erhvervet mig i min iver for at få mange brombær i gryden, må jeg så tage med. Heldigvis har Arthur været mig en god hjælper på brombærjagten ... lille og væver som han er, kan han smyge sig ind mellem grenene, hvilken han bestemt ikke glemmer at fortælle mig, at kun han kan.


Onsdag aften var jeg sammen med Louise, Therese, søster og Cecilie til koncert på Engelsholm.
Det var en skøn aften - magisk er det ord ligger lige til højrebenet at bruge om oplevelsen.
Mads Langer, som flere gange har boet på skolen og undervist skolens elever i sangskrivning, havde sat flere af sine musikerkolleger stævne. Så mens den lyse lune aftenhimmel gik fra lys, til lyserød, til mørkere orange for til sidst at blive sort, blev de 2000 femmødte forkælet af Annika Aakjær, Rasmus Walter, Pernille Rosendal, Carl Emil, Jens Unmack, Soffie Viemose og Andreas Ringblom. Særlig Annika Aakjær med sangen "skulder ved skulder" og Carl Emil med "Frit land" gjorde mig helt varm og bevæget. Sikke stemmer og sikke tekster de alle leverede, men ikke midst de to - siden har jeg hørt Annika Aakjærs "skulder ved skulder" adskillige gange og tænker, at Marie Key må være ufattelig glad for den sang, som hendes veninde Annika har skrevet og dedikeret hende.

Sangen kan høres lige her

Selvom vi pivfrøs, da vi indhyllede i dugvåde tæpper sjoskede over skubmarkerne mod bilen, gav vi håndslag på, at vi kommer igen næste år og næste år og næste år...   





Den lille fine pige jeg har fået af bedste har længe boet på badeværelset, men forleden rykkede hun ind i stuens vindueskarm. Og bedste rykkede også hjem i vores stue i lørdags. Det er så længe siden, hun sidst har været her. Hun har fået ny hofte, så har hen over sommeren boet på rehabiliteringscenter, men nu er hun hjemme igen. Dejligt, at hun igen er hjemme, dejligt, at hun igen kan gå, uden det gør ondt - og dejligt, at hun igen kan besøge os. Vi har sådan savnet hendes besøg.  


Og så blev det en halvdyr weekend, da min absolut yndlings skoforretning havde udsalg.
Okay, - syv par havde jeg måske nok ikke brug for, men jeg er overbevist om, at jeg nok skal få brugt dem alle i hver deres sammenhæng. I hvert fald er der både til hverdag og fest :)


          Nye sko til parade .........       Og Louise, ikke til parade, men til koncert på Engelsholm