mandag den 27. juni 2016

MØR .... - og med udsigt til fodbold - igen!

Det er mandag aften - jeg er mør, har placeret mig på sofaen og kunne lige bruge noget hyggeligt i TV. Men der er fodbold - igen - Island spiller mod England. Det der fodbold rager mig, ... da jeg forleden i en henkastet bemærkning, og måske i et spinkelt forsøg på bare at være lidt med, fik spurgt til om spillerne i de hvide og grønne bluser var fra Nigeria, fik jeg ikke ros. Okay, jeg indrømmer, VM - EM - ... det rager mig en høstblomst.
At det er historisk, at Island fører over England, det rager mig... (UNDSKYLD) så jeg tømmer lige kameraet for billeder, det er ikke mange, der er knipset - trods Skt. Hans, besøg af en vidunderlig lille dame, kattekillingenus, en dejlig overraskelse (herom ved en senere lejlighed), sommerferieafslutning på skolen, maling af huset...
 

Torsdag aften var vi, traditionen tro, til Skt. Hans hos mine forældre. Det var en hyggelig aften med forældre, søster, svigerinde og min mormor. Vi grillede, drengene spillede fodbold, jeg tilbragte store dele af aftenen i fyrrummet og i værkstedet sammen med kattekillingerne. De kattekillinger gør mig fuldstændig blød om hjertet, og sender tanker og sansninger på langfart tilbage til mormor og morfars hus i Gullestrup. Tilbage til skabet i bryggerset hvor "mormis" ofte gemte killingerne i den nederste del. Det var lykke at stikke næsen ned i den bløde pels, stryge hånden over den lille levende bylt, og præcis den lykkefølelse rammer mig stadig.
Aftenen bød også på en tur til søen med min mormor... Vi snakkede om en tid, der var engang, det er den tid, det fungerer bedst for mormor at tale om - vi talte om, at det var hende, der lærte mig at kaste med bolde op af en mur, og så skete det forunderlige, min mormor ville prøve det igen. Vi fandt to tennisbolde, og så gik hun, min 86-årige mormor, i gang med at jonglere... - Vildt imponerede, hun kunne faktisk stadig, det ligesom ligger i hænderne på hende. Nu skal vi have købt nye bolde, og måske hun så kan med tre!!! - Det kunne hun engang, og endda også med fire!!!!   



Lørdag havde vi et dejligt lyserødt indslag i vores verden. Vi passede vore gode venners skønne Sofia. Hvor var det hyggeligt. Den lille lyserøde prinsesse og hendes dukke tussede omkring - vi fik sunget børnesange, nusset og pustet sæbebobler, og det blev ret så tomt, da hendes mor og far hentede hende hjem igen. Bare hun snart kommer igen, man kan godt blive lidt afhængig af sådan en lyserød verden.


I går malede vi hus - i 12 stive timer, stod jeg højt til vejrs på en lift og malede husets to gavle. Vildt var det i starten at betjene den, men som dagen skred frem, blev jeg ganske habil, og høstede endda anerkendende ros fra naboen. Da jeg i aftes var færdig, sejlede jeg rundt, dels af søsygefornemmelse efter rystelserne i liftens kurv og dels af træthed. I dag er der vist ikke et eneste sted i eller på min krop, hvor jeg ikke er øm, tænk sig ... hvordan kan det dog være så hårdt at male et hus? Resultatet af vores anstrengelser skal nok blive godt, når vi er færdige, men der er fortsat lang, som i rigtig lang vej, før vi er rundt om hele huset. Men i dag regner det, heldigvis, så ingen maling af hus, og jeg har, som skrevet, plantet mig på sofaen med udsigt til en historisk fodboldsejr til Island. - Faktisk er, efter min overbevisning, udsigten til billedvæggen langt skønnere, nu hvor jeg har fået udfyldt det sidste hul i collagen. (Uuuhhhh, jeg skriver med usynligt blæk, for det er vist ikke populært at skrive sådan?)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar